Naturengen overtager Hönshusets produktion af Vild have-skilte

Naturengen overtager Hönshusets produktion af Vild have-skilte

For nogle måneder siden skrev Nelli Arnth, der ejer Hönshuset Creative Studio, til mig, om jeg havde lyst til at overtage hendes produktion af populære og superfine Vild Have-skilte. Selvom at jeg havde en række praktiske ting, der måtte falde på plads først, så har jeg i maven slet ikke været i tvivl: Det har jeg!

Det er en nyhed, der har været lidt tid undervejs - men nu er det fuldt ud officielt: Skiltelageret er dags dato pakket, sendt fra Billum til Bornholm og Nelli har været så sød at viderestille fra sin skilteshop til min. Jeg er meget taknemmelig for den tillid Nelli har vist mig!

Jeg kommer måske til at ændre lidt på kollektionen og måske også design og pris, og mens jeg tænker mig om (det sker i øjeblikket langsomt;) og sparer op til nye optryk, har jeg sat det eksisterende skiltelager på tilbud. Du finder tilbuddene her.

 

B2B - skilte til vilde erhvervsarealer med fokus på biodiversitet - måske med eget logo?

Med produktionen af Hönshusets skilte, følger også et moralsk ansvar for de erhvervsdrivende, som Nelli/Hönshuset hidtil har serviceret: I er selvfølgelig velkomne hos mig og kan også her få udarbejdet skilte med eget logo, modificeret tekst, genoptryk m.v.

Til næste forår forventer jeg at have en 'køreplan' og nogle produktpakker klar til jer liggende direkte i webshoppen - men indtil da er I velkomne til at tage kontakt på mail her. Så ringer jeg jer op, så vi kan finde den løsning, der passer netop til jeres virksomhed.

Jeg deler faglig baggrund med Nelli - jeg er uddannet grafisk designer, kommunikatør og brand designer, som det så fint hedder - og har mange års erfaring med grafisk design, layout og håndtering af tryk-opgaver. Jeg glæder mig kun til at varetage flere af den slags for jer, i biodiversitetens navn! 

 

Hönshuset Creative Studio består

Skilteproduktionen udgår, men Hönshuset Creative Studio består i den grad, og jeg ved, at Nelli allerede er flyvende med nye og gamle kunder, som hun servicerer med sine evner indenfor grafisk design og store viden og erfaring inden for biodiversitet, klima og det bæredygtige familieliv. Lyder det som en freelancer for din virksomhed eller forening, kan du fange hende her: Kontakt Hönshuset Creative Studio.

 

Stafetten er givet videre

Mens Nelli har givet stafetten videre til mig på produktionen, kunne jeg godt tænke mig, at I også løber en tur med den og vender tilbage med friske input: 

Hvordan ser DIT drømme-vild have-skilt ud? Farver, tekst, billeder, størrelse, form? Ville I gerne have jeres helt eget unikke skilt og hvor meget ville I så fald betale for sådan en løsning? Det ville jeg gerne høre! 

Send mig dine gode idéer på mail eller Instagram og jeg vil med stor taknemmeligged lægge dem i idérysteboksen over den næste tid. ✨

Tilbage til blog